Hvor mange er utro i Danmark og hvorfor? læs parterapeutens perspektiv på utroskab
Af Birgitte Grønbech, parterapeut MPF, cand.merc.
Utroskab – hvor mange er utro og hvorfor? Kort resumé om utroskab!
Utroskab er udbredt i Danmark! Den store danske befolkningsundersøgelse, Sexus, viste i en rapport fra efteråret 2019, at over hver femte mand og ca. hver syvende kvinde har været deres partner utro. Denne artikel er den første af en serie fra Rødovre Terapicenter om utroskab. I denne artikel ser vi på, hvad der er af overordnede forklaringer – og tilføjer forklaringer set fra parterapeutens synsvinkel.
Utroskab har mange facetter. Forskellen på mænds og kvinders sexlyst er ud fra en sexologisk og lægelig forklaring, at der er flere mænd end kvinder, der er utro. Fra parterapeutens perspektiv viser erfaring fra terapilokalet, at det travle liv og mangel på sårbare samtaler og intimt samvær skal med i ligningen. Når par deler deres lyst, følelser og hverdagsliv med hinanden, skabes der et grundlag for det trygge og gode sex- og samliv.
I parterapien kan spørgsmålet “utroskab hvorfor?” være starten på at genskabe trygheden, og at parret får en ny fælles fortælling, hvor samtalerne bliver dybere, mere intime og fører til en mere tryg dynamik.
Danskernes utroskab ifølge den store undersøgelse om danskernes sexliv SEXUS fra 2019
Utroskab er i sin natur hemmelig og noget vi afholder os fra at dele ved frokostbordet i kantinen. En affære er forbundet med risiko for at ødelægge sin familie eller at skabe tilknytningstraumer med store smerte- og chokreaktioner til følge. Alligevel foregår utroskab i overraskende stort omfang. En rapport fra 2019, der byggede på en større dansk befolkningsundersøgelse om sex i Danmark (Sexus) viste, at omkring hver 4-5. danske mand i et parforhold og hver 7. danske kvinde har været utro.
Utroskab hvorfor? – Hvad siger SEXUS rapportens forfattere om utroskaben og årsagerne hertil?
Projektleder overlæge dr.med. Morten Frisch, fra Statens Serum Institut, er selv overrasket over, at tallet for utroskab er så højt. Han peger på, at den højere hyppighed af utro mænd skyldes det mandlige kønshormon testosteron niveau. Testosteron giver mere kontakt med sexlysten. Medforfatter Ellids Mellerup Kristensen, der er overlæge på Sexologisk Klinik på Rigshospitalet, er enig i at testosteron-niveauet hos mænd er en god forklaring. Den spontane lyst til sex hos mænd går ikke altid hånd i hånd med kvindernes sexlyst. Kvinders lyst til sex bliver mere vakt af nærhed og intimitet.
Der er dog mange nuancer, som en af de øvrige projektdeltagere Christian Graugaard, læge og professor i almen sexologi, Klinisk Institut, Aalborg Universitet, forklarer i P1-prorgrammet ”Er der liv på Venus?”. Her uddyber han: “Menneskers seksualitet udspiller sig i brydningen mellem kroppen, psyken, relationerne og kulturen. Det hele spiller sammen, og eftersom seksualiteten både er naturlig og ”kulturlig”, er det for mig at se naivt at tro, at kønsforskellene alene er formet af opdragelse og samfundsnormer – eller alene skyldes biologiske forhold.”
I parterapien går vi dybere for at forstå: utroskab hvorfor?
Christian Graugaards nuancering giver også mening set fra parterapeutens stol. Den overordnede forklaring om testosteronniveau kontra nærvær bekræfter til dels dét, som en parterapeut ofte hører: At det intime liv udfordres som følge af, at mænd og kvinder har forskellige tilgange til sexlyst og behov for sex. Men mange sessioner med par viser vidt forskellige historier. Naturligvis også hvor det er kvinden, der savner mere sex eller er den utro part! I parsessionerne går man dybere ind i pardynamikken for at kunne forstå (og tilgive) at en af parterne i et parforhold kan ende i sengen med en helt tredje person.
Parforholdet er en unik, tryg base og sex er en forstærkende lim
Vi ved, at et trygt og livslangt parforhold kan betragtes som en sikker base. En god bufferzone mod de mange bump på livets vej. Parforholdet gør det muligt at realisere håbet om børn, familieliv og andre drømme. I forelskelsens tid var sex en nydelse og en kropslig akt, der satte parret i dybere kontakt med hinanden. Sex bliver til en (ofte dejlig) nødvendighed, hvis vi vil have børn. I den mere modne kærlighed kan sexlivet udvikles og fornyes i takt med parrets tryghed ved hinanden. Trygheden bliver afgørende for, hvordan sex udfoldes i en gensidig spejling af lyst, respons og nysgerrighed.
Et parforhold er altså en base med tilknytning til et andet menneske. Parrets intime kontakt mærkes helt ind i hjertekulen og de fineste nerveceller. Sexlivet kan forstærke dette. Et trygt parforhold kræver, at man deler tanker og følelser med sin partner. Det betyder, at begge åbner op for at være sammen og tale sammen i såvel praktiske lag som intime og sårbare lag. Det er denne trygge intimitet, der er fundamentet for et levende sexliv.
Vi må kunne håndtere intimiteten, også når hverdagen presser på
Det er altså i prioriteringen af den trygge intimitet, at sex og utroskabsproblemet skal nærstuderes. Vores senmoderne samfund giver os et grænseoverskridende liv med risiko for at miste gode stunder med nærvær. Selv når vi er klar til at være nærværende, kan vi hurtigt blive fraværende eller få bekymringer om arbejde, nye boligideer mm., som kan fjerne os fra os selv og vores partner. Desuden kan den nærværende og lyttende tilgang være svær for nogle at prioritere. Den nærværende samtale, hvor følelser også har betydning, er vigtig for at styrke båndene til hinanden. Det er ikke alle, der har fået indpodet fra barndommen, at alle har brug for at blive set, hørt og mødt.
Sexlivet kan være det kropslige udtryk for samlivet
Når vi er godt tunet ind på hinanden og prioriterer hinanden gennem nærvær og god kontakt, føler vi os trygge. Dermed kan sexlivet forblive det fine non-verbale udtryk, der udforsker, kropsliggør, understreger, leger, frigør og genopfrisker kærligheden og intimiteten i vores parforhold. Når vi ikke mærker det tryghedsskabende engagement hos hinanden, mærkes det oftest på sexlivet.
For at bevare et levende og blomstrende sexliv, må vi altså opbygge en kapital af tryghed og engagement i hinanden. Et godt sexliv kræver, at vi igen og igen rækker ud og mødes i sårbare samtaler og respons på de følelsesmæssige behov vi begge har. Ellers kan den smukke sexakt langsomt risikere at blive en forstærket følelse af vores fremmedgjorthed. Noget der efterlader os ensomme og tomme.
Utroskab er en markør for parforholdets mistrivsel
Kan spørgsmålet “hvorfor utroskab?” være relevant, hvis det er et godt parforhold? Det kan det! Men hvis der er kommet utroskab ind i billedet, er det tegn på, at parforholdet ikke trives. Også selv om det tager sig sådan ud på overfladen. Den utro partner kan være en person, der søger utroskaben grundet personlige udfordringer fx et stort behov for at blive bekræftet. Så er det også et individuelt problem. Men med stor sandsynlighed er utroskab en markør på, at at parrets nærhed, tryghed og engagement i hinanden ikke er så intens længere. Denne tilstand kommer nogle gange snigende og overrasker! I bagklogskabens ulideligt klare lys ser man bagefter, hvorfor utroskaben begyndte.
Utroskab i parterapeutens perspektiv
Så længe et par ønsker at kæmpe for kærligheden, er der håb også efter utroskab. Det kræver ofte en del sessioner at hele såret, forstå utroskaben og dens konsekvenser samt at se mulighederne for at vende sig fra tilknytningsbrist til et trygt parforhold. Historien om utroskab findes i fortællingen om de to, som blev par, og den dynamik de sammen kunne skabe. Parterapi er en måde at få fat i fortællingen og skabe en ny fortælling, der først og fremmest lapper det store tillidsbrist. Der er smerte, sår og skyld og skam involveret. Men ofte er processen en måde til at få fornyet evnen til de sårbare samtaler. Det er her trygheden i parforholdet genvindes.
Se også artiklen om de mere direkte årsager til utroskab samt 10 skarpe om utroskab.
Kilder
- TV2’s referat af Sexus undersøgelsen https://nyheder.tv2.dk/2019-09-16-sexundersoegelse-hvor-ofte-har-danskerne-sex
- Sexus undersøgelsen: https://www.projektsexus.dk/
Se også Rødovre terapicenters tilbud om parterapi og utroskab her